Minister vil sikre kræftpatienter rettidig behandling med ny genopretningsplan

24-03-2023

Foranlediget af sagen fra Region Midtjylland, hvor patienter med fremskreden tarmkræft har ventet for længe på behandling, har indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde i dag iværksat en genopretningsplan for kræftområdet.

De seneste dage er det kommet frem, at 293 patienter med fremskreden tarmkræft ikke er blevet behandlet inden for de maksimale ventetider på Århus Universitetshospital.

Ifølge Region Midtjylland kan det ikke afvises, at patienters muligheder for at overleve sygdommen er blevet forringet.  Sygehusledelsen erkender samtidig, at patienterne har fået forkert vejledning om mulighederne for at blive behandlet i udlandet.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde ser med stor alvor på sagen:

”Jeg er dybt rystet over sagen og meget berørt af de historier, patienterne har fortalt om deres forløb. Det er helt afgørende, at de maksimale ventetider bliver overholdt på kræftområdet, hvor tidsfaktoren er særlig kritisk, og overskridelser kan have fatale konsekvenser for patienten. Vi skal have vendt hver en sten i denne her sag, og derfor har jeg også i mandags bedt om en redegørelse fra Region Midtjylland”, siger Sophie Løhde.

Sideløbende med afdækningen af sagen fra Region Midtjylland har ministeren bedt Sundhedsstyrelsen indkalde alle regionerne til et møde på mandag i næste uge, for at sikre, at der ikke i andre regioner er tilsvarende sager.

Allerede nu står det imidlertid klart, at der er behov for nye tiltag, som kan bidrage til at sikre, at kræftpatienter over hele landet behandles til tiden:   

”Kræftpatienter og deres pårørende skal kunne have fuld tillid til vores kræftbehandling, og derfor fremlægger jeg i dag en genopretningsplan for kræftområdet, som bl.a. skal være med til at sikre, at patientrettighederne bliver overholdt, og alle kræftafdelinger i hele landet lever op til krav og regler. På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om sagen fra Region Midtjylland er enestående, eller om andre regioner har tilsvarende udfordringer med at leve op til de gældende behandlingsgarantier, så det er muligt, at det kan blive nødvendigt med yderligere initiativer”, siger Sophie Løhde.

De fem initiativer i genopretningsplanen er:

  • Faglig gennemgang af ventetider og kapacitet på kræftområdet

  • Styrket regeloverholdelse

  • Forstærket indberetning til sundhedsmyndighederne

  • Indskærpelse af regionernes vejledningspligt om erstatning

  • Nedsættelse af politisk taskforce

 Se faktaark for uddybning af de fem initiativer her.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk