Gå til indhold

Du er ved at oprette en klage

Læs mere om, hvad du skal have klar for at oprette en klage om vurdering af ejendomme og grunde. Eller gå direkte til NemLog-in og opret klagen.

Har du fået en foreløbig vurdering af din ejendom?

Du kan ikke klage over din foreløbige vurdering. Når du får din endelige vurdering, får du mulighed for at klage over den.

Hvis du mener, at din foreløbige vurdering er forkert, eller hvis du har spørgsmål til den, kan du kontakte Vurderingsstyrelsen eller læse mere på Vurderingsportalen.

Ejerbolig: læs om mulighederne for at få ændret den foreløbige vurdering på Vurderingsportalen

Erhvervsejendom: læs om mulighederne for at få ændret den foreløbige vurdering på Vurderingsportalen

Har du ansøgt om ændring af den foreløbige vurdering hos Vurderingsstyrelsen, så kan du i visse situationer klage, hvis Vurderingsstyrelsen ikke vil ændre den foreløbige vurdering af din ejendom. Vurderingsstyrelsen vejleder dig om dine muligheder for at klage.

Få svar på spørgsmål om klage over vurdering af en ejendom

Hav følgende parat

  • Dit MitID.
  • Et betalingskort eller MobilePay til betaling af klagegebyr.
  • Din begrundelse for klagen. Du kan enten skrive begrundelsen direkte i klageformularen eller vedhæfte et dokument med begrundelsen.
  • Et eller flere af følgende breve eller afgørelser – afhængigt af, hvad du klager over:
      • Klage over en ny vurdering for 2020 af en ejerbolig: Vurderingsstyrelsens dokumenter Vurdering 2020 og Kompensation og/eller klage.
      • Klage over en historisk vurdering for 2013-2019 af en ejerbolig: Vurderingsstyrelsens dokument Kompensation og/eller klage.
      • Klage i forbindelse med kategorisering af en ejendom: Vurderingsstyrelsens afgørelse.
      • Klage over en historisk vurdering af en erhvervsejendom mv.: Brevet Du/I får nu mulighed for at klage over historiske vurderinger.
      • Klage over en afgørelse i forbindelse med genoptagelse af en vurdering: Afgørelsen, du klager over (fx afslag på genoptagelse).
  • Evt. yderligere dokumenter, der underbygger din klage (fx en købsaftale eller billeddokumentation).
  • Fuldmagt (hvis du klager på vegne af en anden eller sammen med andre).
    Læs mere om fuldmagt

Du kan indsende filer som pdf, doc, docx, jpg, png, tiff. Du kan indsende op til 100 MB i alt.

 

Hvor finder du dokumenterne til brug for din klage?

Betaling af klagegebyr

Du skal betale et klagegebyr for, at vi kan behandle din klage. Klagegebyret skal betales samtidig med indsendelsen af klagen. Du får klagegebyret tilbage, hvis du får helt eller delvis ret i din klage.

Klagegebyret er på 600 kr. eller 1.200 kr. afhængigt af sagstypen. Hvis du klager over flere vurderinger, skal du betale et gebyr for hver vurdering.

Klagen bortfalder, hvis ikke klagegebyret bliver betalt samtidig med indsendelsen af klagen.

Du kan betale klagegebyret med betalingskort eller MobilePay.

Læs mere om klagegebyret på denne side

Er du professionel partsrepræsentant, kan du udskyde betalingen af klagegebyret. 

Læs mere om udskydelse af betalingen her

Klageformularen gemmer løbende det, du udfylder

Når du opretter en ny klage med Skatteankestyrelsens online klageformular, bliver din tekst løbende gemt som en kladde. Hvis du ikke gør klagen færdig, eller hvis du bliver afbrudt, kan du altså fortsætte senere. Kladden gemmes i 48 timer, fra du senest har arbejdet med den.

Er du fritaget eller undtaget fra Digital Post?

Hvis du er fritaget eller undtaget fra Digital Post, kan du sende din klage med almindelig post, eller du kan aflevere din klage til Skatteankestyrelsen ved personligt fremmøde. Du skal følge den klagevejledning, du har fået. Du finder enten vejledningen i den afgørelse, du klager over, eller i det brev, du har fået om, at du nu kan klage over ejendomsvurderingen.

Du skal betale klagegebyret via bankoverførsel senest samtidig med indsendelsen af klagen, ellers bortfalder den. Du skal overføre klagegebyret til reg.nr. 0216 kontonr. 4069029361.

Ejendommens dokumenter

Dokumenterne vedrørende vurderingen af din ejerbolig får du på vurderingsportalen.dk. Vurderingsstyrelsen sender også dokumenterne til dig med almindelig post.

Har du spørgsmål?

Hvis du har flere spørgsmål om digital klage og kommunikation, så find svar på siden om digital kontakt

Vil du vide mere om, hvordan vi behandler din sag?

Læs mere om klage over vurderingen, og hvordan vi behandler din sag

Sådan behandler vi personoplysninger

Skatteankestyrelsen modtager oplysninger om dig, når du opretter en klage i Skatteankestyrelsens digitale selvbetjeningsløsning. Når vi har modtaget klagen, sender vi dig mere information om, hvordan vi behandler dine personoplysninger.

Læs mere om Skatteankestyrelsens privatlivspolitik 

Husk, at du kun bør give os personoplysninger, som er relevante for behandlingen af din sag.